Oplevelsen af fremtiden er i dette tilfælde fysisk og sanselig. Man bruger betegnelsen immersiv om den form for værker, som Anadol skaber, fordi de ikke kun inddrager os mentalt, men lader os træde ind i værket med både krop og sjæl. Han lader hele bygninger og rum komme til live; han inkluderer gulve, vægge og lofter og skaber digitale visualiseringer, der omslutter os. Det symboliserer, hvordan vi lige nu bevæger os i retning af en stadigt stigende sammensmeltning af vores fysiske og virtuelle liv. Det, vi før kun oplevede via vores skærme, trænger ind i vores fysiske verden, og skærmene bliver til 3D-simuleringer. Kært barn har mange navne, og denne udvikling kaldes både udvidet virkelighed, hybrid virkelighed eller metavers. Denne udvikling sker nu, fordi vores digitale væren får stadig større betydning for os, og vi har behov for, at de forskellige formater eksisterer på tværs af de virkeligheder, vi befinder os i. Den verdensomspændende pandemi huskes i dag ikke kun som en sundhedskrise men også som en digital revolution. Ikke nok med at vi lærte at arbejde og holde møder online; vores sensibilitet i forhold til det digitale har ændret sig, og vi har lært at opleve kunst og kultur online. Vi er ikke vendt tilbage til vores offline kulturvaner efter at have oplevet nedlukninger som en konsekvens af COVID-19. Til gengæld er vores online forbrug af kultur i vækst. Mange kunstnere oplever et behov for at kunne eksistere i begge verdener, og man har opfundet begrebet ’phygital’, der er en sammentrækning af ordene ’physical’ og ’digital’. Dette bruges til at beskrive kunstværker, der går på tværs af den fysiske og den digitale verden og arbejder med træk, der karakteriserer begge tilstande. Vi er på vej mod en fremtid, hvor sanselighed ikke kun er relateret til natur eller kunst i vores fysiske virkelighed, men i høj grad også til det digitale, og kunstnere som Refik Anadol baner vejen for denne form for sensibilitet.

Det er ikke første gang, vi ser kunstnere samarbejde med teknologi. Både penslen og mejslen er analoge teknologier, der har hjulpet kunstneriske udtryk på vej gennem menneskehedens historie, men i Anadols kunstneriske praksis har den digitale teknologi autonomi og er med til at forme værkets karakter og udtryk. Værkerne er generative, hvilket betyder, at der for kunstneren er et element af uforudsigelighed, fordi udtrykket skabes i samarbejde med en algoritme. Man begyndte at tale om generativ kunst i 1960’erne, hvor maskiner og computationelle systemer blev en større del af vores liv og hverdag og derfor også af samtidskunsten. Generativ kunst betegner kunst, der interagerer med et autonomt system, dvs. forskellige forekomster, der kan sætte et unikt aftryk på værkets form. Det kan være algoritmer, men også kemi, biologi, robotteknologi mv., der formår at overtage dele af processen, så værket udfoldes i samarbejde med den generative kilde. Anadol styrer forskellige parametre og skaber en unik kunstnerisk signatur i måden, teksturer opstår i billedfladen, farverne og bevægelserne på. Dog ved han ikke præcis, hvordan værket vil udfolde sig over tid.

Et vigtigt aspekt ved den generative kunst er netop, at tid ofte bliver en væsentlig del af værket. Værkerne ændrer konstant tilstand, og det værk, du oplever på ARKEN, vil ikke være det samme, som besøgende oplever dagen efter. Værkerne genereres derudover i det, vi kalder realtid; det er ikke en video, der afspilles igen og igen, men unikke billeder, der konstant genereres af algoritmen ud fra de data, Refik Anadol har udvalgt.